De Vestindiske Øer

I Christoffer Columbus' kølvand

Foredraget tager tilhørerne med om bord på Sejlbåden Galadriel på en sejlads i Columbus' kølvand fra Portugal til Caribien via de Kanariske Øer. I mange dage har vi kurs mod det sted, hvor havet slutter og himlen begynder. Sejladsen er uovertruffen naturoplevelse.

På perlerækken af caribiske øer møder vi en venlig befolkning og en farverig kultur. Det varme tropiske klima med regnskove, hvide sandstrande, krystalklart vand og koralrev giver oplevelser i særklasse, og i mødet med de lokale befolkninger bliver vi klogere på verden.

Kvinden i migrationskontoret på St. Thomas giver os en dejlig velkomst, og når folk erfarer, at vi kommer fra Danmark, oplever vi positiv opmærksomhed og får særbehandling. Mange kender deres historie, og der er stadig mange relationer til Danmark.

Foredraget er også fortællingen om fortid og nutid på øerne i tidligere Dansk Vestindien, om livet på øerne i glansperioden, da den fremsynede og karismatiske Peter von Scholten var dansk generalguvernør. Mystikken omkring hans lynkarriere fra vejermester til generalguvernør, og hans frigivelse af slaverne uden tilladelse fra Danmark er en spændende historie.

Foredraget illustreres med billeder og korte filmsekvenser.

Få et godt foredragstilbud: Gå til siden  Kontakt

---------------------------------------------------------------

Frihed for enden af bådebroen
- om glæden ved at sejle
 
Foredraget har sejlere som målgruppe.
Da vi halede fortøjningerne om bord på vores sejlbåd Galadriel for at sejle på langtur, var der naturligvis lagt planer. Hvad vi ikke vidste, det var, at vi havde åbnet porten til en verden i farver, som kun sejlere kan gøre det. Hemmeligheden er langsomheden.

Efter 4 år på Middelhavet stævner Galadriel fra Gibraltar ud i Atlanterhavet med kurs mod de Kanariske Øer. Ved de otte smukke atlanterhavsøer bliver det at sejle så stor en del af os, at vi vælger at fortsætte mod Caribien. Hvorfor også have modvind og krydse tilbage mod Middelhavet, når man kan sejle dertil via Caribien i medvind og medstrøm på det store vejrsystem i Atlanterhavet.

Oceankrydsene byder ind imellem de kække sejlere nogle udfordringer, men det at være en lille brik i den store natur er en stor oplevelse, hvor der på rolige dage er tid til tanker.

Som perler på en kæde ligger de caribiske øer og byder den nysgerrige og eventyrlystne sejler velkommen. Fra Grenada i syd til Virgin Islands i nord inde bag ved øerne i læ for passatvinden og atlanterhavsbølgerne har vi skønne sejladser.

På de fremmedartede øer går vi på opdagelse. Øerne er meget forskellige hvad angår kultur og natur. Møderne med de lokale beboere er berigende.

Den 1. juni er vi nået til det tidspunkt, hvor orkansæsonen officielt begynder. Vores plan er at forlade det caribiske område, og det skal vise sig at være på høje tid, for årets første tropiske storm bliver varslet, mens vi ligger på Bermuda. På sejladsen til Azorerne sejler vi om kap med lavtrykket!

Foredraget illustreres med billeder og korte filmsekvenser.

Få et godt foredragstilbud: Gå til siden  Kontakt

-------------------------------------------------------------------------------------

 

www.nord-stjernen.dk - Leo Schmidt | Fænøsund Park 16, 1. th, Middelfart - Denmark | Tlf.: 29608014 | leo-schmidt@outlook.dk