Anmeldelser

Anmeldelse af ebogen "Mit græske eventyr"
 
Danske biblioteker har givet Mit græse eventyr denne anmeldelse:

"Bogen er til læsere, der holder af Grækenland.

Ombord på sejlbåden Galadriel udforsker Leo Schmidt det græske øhav og udlever drømmen om at opleve landet fra vandsiden. Schmidts rejsebeskrivelser er dels praktisk info, men også en personlig og historisk beskrivelse af området. Schmidt kommer vidt omkring og hans åbne indstilling til tilværelsen åbner døre og fører til samtaler og anderledes oplevelser på sejlturen. Bogen er illustreret.

Har man en smule saltvand i blodet, vil man føle sig draget af Schmidts beskrivelser, når han engageret skriver op personlige oplevelser og erfaringer fra det græske øhav."

-----------------------------------------------------

 
Anmeldelse af bogen FRIHED. Jysk Fynske Medier. 

Anmelder Arne Mariager.

Et eller andet sted - ude i midten af Atlanterhavet - nåede den tidligere skoleleder Leo Schmidt sin drøm. Han sad ved roret. Nordøstpassaten drev båden over havet. Han sejlede i Christoffer Columbus' kølvand, mens flyvefiskene sprang. Himlen, havet, viden og lydene fra en sejlbåd. ellers intet. Jo, det helt afgørende: Frihed!
- Frihed er ikke noget man får. Frihed er noget man tager, siger ægteparret Myrna og Leo Schmidt. - For friheden er der altid. Den eksisterer som mulighed. Men du skal turde samle den op og bruge den.
Det er ægteparrets erfaring efter en årrække som langturssejlere. De sagde farvel til den kendte hverdag, til uret, til kalenderen, til pligterne. Men også til trygheden. De har aldrig fortrudt. Sejlbåden "Galadriel" blev deres hjem. Så skulle plænen ikke klippes, gruset ikke rives og carporten skulle ikke have Gori. Til gengæld skulle båden vedligeholdes og repareres. Arbejdet var mindst lige så omfattende, men det gav mening. For er båden ikke i orden, er havet en dårlig ven.
Nu har Leo Schmidt samlet en række oplevelser fra sejlerlivet i bogen FRIHED udgivet på forlaget Nordstjernen. Det er en dejlig bog for mennesker, der kan lide at sejle, og især en interessant bog for folk, der har lyst til at stikke til søs - for alvor. At få én på opleveren ude på oceanet.
 
En anden slags Kløvedal
Leo Schmidt er velskrivende. Leo Schmidts bog er en fortælling om det at sejle, om det at søge oplevelser - og også en glimrende turistfører for alle, der har lyst til at besøge de steder, ægteparret Schmidt har lagt roret forbi. Eksempelvis mindes jeg ikke at have læst en bedre og varmere skildring af Lissabon - den portugisiske hovedstad - end i denne bog. Den rummer en fortælling om den såkaldte Fade-festival. Fado er en særlig portugisisk form for viser. Vemodige, gribende, sentimentale. Som når irerne synger "Danny Boy". I de gamle kvarterer i Lissabon står byen på den anden ende, mens der er Fardo-festival. Det sker sidst i september. Skildringerne af de tidligere danske vestindiske øer er også fyldt med herlige historier.
Alt i alt er FRIHED en spændende kombination af en håndbog, en inspirationskilde for mennesker, der har lyst til at få en bevægeligt gulv under fødderne og en række korte meget oplysende og klart fortalte historier fra Middelhavslandene og Caribien. Om det så er den lille fortælling om Christoffer Columbus' hemmelige kærlighed, får vi den med. Sagen er den, at på den lille ø, La Gomera, en af de mere ukendte Kanarie-øer, boede en underskøn kvinde ved navn Beatriz de Bobadilla. Historien er, at den spanske dronning fik hende gift med en guvernør på øen - for at få hende væk fra Madrid, fordi kongen kiggede meget på Beatriz. Da Columbus en dag ankrede op ved øen og så denne kvinde, blev han dybt betaget - og fremover besøgte han ofte den lille havn på vej ud eller hjem fra sine rejser. 
 
Livet som mosaik
Der er skrevet mange bøger om og af de senere års mange langturssejlere. Jeg er ikke stødt på én, der har givet mig samme klare fornemmelse af, hvorfor nogle mennesker vælger denne livsstil. Leo Schmidt fortæller både direkte og indirekte, hvorfor det er livgivende at søge oplevelserne. Ikke at skulle møde det samme sted på samme tidspunkt hver dag. Et sted skriver han: 
- Nysgerrighed giver livsappetit og plads til, at drømmene kan komme ind. Se livet som en mosaik af forsøg på at bringe drøm og virkelighed i samspil.
Samspil mellem drøm og virkelighed! Det er vel noget af det, de fleste mennesker stræber efter. At realiserer drømmene. Det gjorde Leo og Myrna Schmidt. De så friheden ligge for enden af bådebroen, og de turde samle den op. På den baggrund kan det måske være svært at forstå de mennesker, der konstant tænker på tryghed. Leo Schmidt fortæller, at han en aften holdt foredrag om sejlerlivet. Efter kaffen kom en kvinde op til ham og spurgte, om de har en hjertestarter med på "Galadriel".......For en mand, der kender bølgerne og vinden på Atlanten, kan et sådant spørgsmål resultere i et skævt smil. Men sådan set er der intet i vejen med spørgsmålet. 
 
Leo Schmidt har en fortid som lærer og skoleleder, dels i Nr. Aaby, dels i Odense. Myrna Schmidt arbejdede i sundhedssektoren. Parret har fast adresse i Middelfart.   
------------------------------------------------------------------------------------- 
 
Anmeldelse af foredrag hos Langturssejlerne i Aarhus

En dejlig aften i Egå Sejlklub den 17.11.2016, hvor Leo holdt foredraget "En verden i farver".

En klog kendt sømand sagde engang:

"Bag det hele er der mødet med nye mennesker, og enhver rejsende ved, at i det møde bliver man selv en lille smule ny, fordi mødet med fremmede betyder, at der sker uforklarlige processer i ens hjerte. Det minder os om, at det at være et medmenneske betyder værdsættelse af, at man er et frit menneske og godt kan lide nogle afsavn for at glæde andre med den samme lykkefølelse."

Leo gav i aften et smugkig på denne lykkefølelse. Med god fortælleevne, historisk indsigt og finurlige historier fik vi mulighed for at glemme hverdagen for en stund og lade os flyde hen i drømmen om fjerne og ukendte kyster.

Vi blev taget med over Atlantens blå bølger mod de caribiske øer, og videre mod Dansk Vestindien, hvor vi fik et underholdende og historisk indblik i Von Scholtens liv. Det var dejligt at se så mange mennesker, og det virkede til at alle havde en underholdende aften.

Jeanett og Georg.
 
Foredrag i Kolding
www.nord-stjernen.dk - Leo Schmidt | Fænøsund Park 16, 1. th, Middelfart - Denmark | Tlf.: 29608014 | leo-schmidt@outlook.dk